Hermed fjerde bind i serien om Ib Nielsen fra Horsens. De tre foregående bind handler om hans liv og trængsler i Danmark. Nu er han en ung mand på rejse ude i verden, og vi skriver 1963. Ib ankommer først til Grækenland og Athen, hvor han bl.a. kommer ud for et overfald, siden sejler han til Israel, som han udforsker ved at arbejde i kibutz samt ved at rejse rundt i landet til bl.a. Masada og Det døde Hav. Han kommer ud for mange oplevelser, hæslige (sjakal-angreb, selvmordere og mennskelig fornedrelse) såvel som gode (erotiske kvinder, kærlighed og venskab). Han rejser hjem til Danmark i 1964 via et fattigt Tyrkiet og et vinterligt Tyskland. Det modner ham alt sammen, og hjemme i Danmark opdager han selv, hvor stærk og forandret han er blevet. Stilen er som man kender den fra de tidligere bind: gode iaggtagelser og sproglige formuleringer, spænding og overvejelser, gangbare dialoger og drømme med historisk indhold mikset med nutidige personer. Romanen antager ind imellem næsten karakter af en rejsebeskrivelse. Det er stadig interessant og underholdende at følge Ibs skæbne.