Ove Vieth har de sidste 15 år skrevet mange dramastykker for børn og unge. Her behandles hekseforfølgelserne i 1600-tallet i to små temastykker. Det ene Heksen Anne Pallis bygger på autentiske beretninger om den sidste hekseproces i Danmark. I begge stykker følger vi to ældre kvinder, der er lidt anderledes end alle andre, og som derfor på grund af omgivelsernes sladder, mistro og misundelse anklages for at stå i ledtog med Den Onde selv. Begge dømmes til brænding på bålet. Stykkerne er enkle og lette at sætte op med simple kulisser og regi og gode instruktionsanvisninger. Sproget er nudansk, med mundrette om end ret lange replikker. Stykkerne kan fint bruges i undervisningen fra 5. klasse og der give børnene et godt indtryk af den tids barske forhold. Udenfor en pædagogisk sammenhæng tror jeg derimod ikke de vil fungere. Dertil er stykkerne for kortfattede og episodiske.