Hellboy-serien henvender sig til unge og voksne.
Valget af en stor rød halvdæmon med en pansernæve for enden af den ene arm forekommer ikke at være nogen indlysende opskrift på et hit. Når Hellboy-serien alligevel er blevet en særdeles langtidsholdbar publikumssucces, skyldes det især to forhold. Hovedpersonen er en kendt og elsket arketype: den fåmælte og hårdtslående tough guy med hjertet på rette sted. Så pyt med, at samme hjerte er pakket ind i et rødt dæmonhylster. Den anden succesfaktor er naturligvis Mignolas stiliserede, til tider næsten ikonografiske tegninger, som med en overlegen selvfølgelighed fylder sideopslagene i et dynamisk og letlæseligt flow. Dave Stewarts heftige farvelægning bidrager til at skabe en usædvanligt slagkraftig billedside.
Hellboy-figuren har adskillige lighedspunkter med en anden kraftkarl fra superhelteuniverset: De Fantastiske Fires Ben Grimm, der ligesom Hellboy helst udtrykker sig i lakoniske one-liners. Hellboy-historiernes metafysiske ammestuesnak kan sporadisk minde om Corto Maltese-fortællingernes genbrug af folkloristiske eventyrfragmenter fra mange lande.
Det nye Hellboy-album er bl.a. dediceret til "H.C. Andersen, Kongen af havfruer". Albummets to lange historier om havfruer og andre undersøiske væsener har nu ikke meget med den danske eventyrdigter at gøre og rummer knap nok en egentlig handling. Men billedsiden ses til gengæld næppe flottere inden for seriemediet p.t.