Denne udgave udkom senest i 1996, men er Otto Rungs oversættelse fra 1941. Det er en række fortællinger, Poe skrev i 1840'erne til amerikanske tidskrifter. Iblandt er to af hans kendteste fra denne gren af hans forfatterskab: Dobbeltmordet i Rue Morgue, der regnes for den første moderne krimi, hvor den deduktive Dupin blev forbilledet for Sherlock Holmes, samt Hjertet, der røbede (også tidligere oversat som Hjertet, der sladrede), som er en klassisk gyserhistorie. Samlingens største novelle Guldbillen, der gav titel til 1941-udgaven, er historien om, hvordan indviklede beregninger og mystiske formler fører frem til en af sørøverkaptajnen Kidds legendariske skatte. Poe har altid læsere, så slidte eksemplarer kan roligt udskiftes.