En uforpligtende, ganske hyggelig billedbog, der foregår i et eventyrligt og fantastisk univers. Hele bogens persongalleri præsenteres på forsiden. Hovedpersonen er den lille hittedrage, Guttermand, der er resultatet af et stormfuldt møde mellem Nessie og en tysk vingedrage, Phaffner. Hittedragen møder en masse vidt forskellige personer på sin færd, hvor en luftballon spiller en vigtig rolle, fra Loch Ness til Tumletoften hos fru Spræl og Elgvis og tilbage igen. Pointen er at finde et godt hjem til den og undgå, at den ender i zoologisk have. Den noget springende historie, der beretter om både væsentligt og uvæsentligt, fortælles i en humoristisk tone med flere direkte henvendelser til læseren. Der leges med ordene. De farverige, detaljerede illustrationer er imidlertid bogens styrke. De er sjove og nærmest tegneserieagtige. Til oplæsning for de yngste fra 5-9 år. Til en hyggestund. Kan selvlæses fra 3. klasse.