En flot bog om hytter, huler og telte bygget af forskelligt mere eller mindre værdiløst materiale. Den første om emnet i mange år. I et indledende kapitel gør forfatteren rede for sin fascination af hytte- og hulearkitektur og opfordrer til at gå i gang med de forhåndenværende materialer. Herefter følger en række kapitler med beskrivelser af hytter, huse og telte, som en gruppe unge kunstnere har bygget sammen med Anette Holdensen til en udstilling på Brandts Klædefabrik i Odense i foråret 1996. Beskrivelserne af bygningsværkerne rummer oplysninger om materialer, detaljer og finesser, men ikke egentlige byggevejledninger. Der er gode råd om valg af redskaber og byggematerialer og anvisninger i fremstilling af maling. Bogens grundholdning er at alle kan bygge, men en del af de viste eksempler kræver specialfremstillede dele, f.eks. svejsede jernskeletter, som vel de færreste ligger inde med. Det vrimler med farvestrålende fotografier i forskellige størrelser og spændende arrangementer samt enkelte tegninger. Den ordrige og noget vanskelige tekst er mest henvendt til voksne, men med sit indbydende layout og de flotte billeder kan bogen også bruges af børn fra ca. 8 år, der søger ideer og inspiration til såvel byggeri som indretning.