Lysten til at gå i seng efter at have læst denne bog er noget begrænset, da den handler om det skjulte liv, der leves (eller kan leves, hvis rengøringen svigter) i og omkring dit soveværelse. I opslag fortælles om en stor del af de organismer, der befolker vores bolig. Her er alt fra støvmider, mikrober, væggelus, møl, træorm, mug og de parasitter, der igen lever på ovennævnte. Derudover opslag, der illustrerer størrelsesforhold, ordforklaring, stikord, litteraturliste og internetadresser. Bogen udsendes i serien Skjult liv med to andre, der omhandler det skjulte liv i og på vores kroppe, og er opbygget med delemner på tosiders opslag. Her er et introafsnit i stor sats, brødtekst i korte afsnit i mindre typer, forklarende billedtekst samt inserater i kontrastfarve. De mange illustrative fotos, der optager omkring halvdelen af opslagene, underbygger teksten og mange gange forundres man over, at livet er så mangfoldigt og hvor "spændende" mange organismer ser ud, hvis de blev blæst op til menneskestørrelse. Bogen kan anvendes til både interesselæsning samt undervisning i biologi fra omkring 12 års alderen.