På forsiden kigger Mona Lisa ud gennem et hul i bogens forside, og inde i bogen følger vi en del af Leonardo da Vincis mange forskellige aktiviteter og lærer undervejs om manden og hans utroligt gode evner på mange felter. Hovedærindet er dog at få læseren involveret i løsningen af i alt 7 gåder gemt bl.a. i da Vincis spejlskrift. Det sker dels på Mysteriemuseet, hvor ejeren Tonatelli udsættes for svindlerparret Dr. Malfatto og fru Bart. De konkurrerer med læseren om først at løse gåderne, der viser vej til en af Leonardos hemmeligheder, som kan redde museets skrantende økonomi. Ved at rejse gennem tiden oplever gådeløseren spor fra da Vincis tid, men de vigtigste hjælpemidler er en søjle, der skal bygges ved at klippe en del af bogens bagflapper samt et lille hæfte med gåder og et lille spejl, der er lagt ind i en kuvert bag i bogen. Det vil være en underholdende oplevelse for børn fra 10 år at løse opgaverne og samtidig lære om da Vinci, men det er en sårbar udgivelse i biblioteksregi. På tysk findes der et bind mere i samme udstyr om Vincent van Gogh. Den internationalt kendte og meget produktive børnebogsforfatter og H.C. Andersen-ambassadør har på dansk kun fået udgivet serien Tiger-team (2001) om Patrick, Birgitte og Lukas på 11-12 år, men også de 6 bind i serien indeholder udstyr til opklaring af mysterierne og er ikke indkøbt på ret mange folkebiblioteker.