Bogens målgruppe er 13 år og ældre. Den er meget anvendelig i forbindelse med opgaveskrivning for folkeskolens overbygning.
Det er en velopbygget og meget informativ bog om menneskets evolution. Teksten er ganske fyldig, men letlæst. De forskellige udviklingsgrene beskrives kronologisk samtidig med, at de forskellige udviklingstrin beskrives, fx brug af værktøj og talens brug. Bogen afsluttes med gode kapitler om, hvad der adskiller os fra dyrene, fundsteder og om forskernes arbejde. Små bokse med supplerende og relevante oplysninger følger teksten. Illustrationerne er alle tegnede og farvelagte. De underbygger teksten godt og er naturalistiske og informative, men man kunne godt savne et foto af den ægte vare ind imellem.
I de seneste år har nye fund gjort vor viden om hominidernes slægtstræ stedse mere kompleks. Fx er den meget omdiskuterede homo floresiensis kommet til. Dette er naturligvis med i den foreliggende bog, som ellers både i layout og indhold minder ganske meget om samme forlags I menneskets fodspor : vores gådefulde udviklingshistorie fra 2001. Ellers er udvalget af nyere litteratur meget lille for målgruppen, ja, nærmest ikke eksisterende.
Der findes ikke meget nyt materiale om emnet, og den foreliggende fylder dette hul ud på glimrende vis.