Bogen handler om Disa og hendes liv, hun har kun kort tid tilbage at leve i, og søger nu tilbage til steder og begivenheder, der har mærket hendes liv. Hun forlod Island som ganske ung for at skabe sig en karriere som kok i England. Det er kort før 2. verdenskrig, og hun møder sit livs kærlighed, Jakob, der er tysk jøde. Da krigen bryder ud, rejser han til Tyskland for at redde sin familie, men vender aldrig tilbage. For en kort tid rejser hun tilbage, men der er egentlig ikke så meget, der binder hende til Island. En oplevelse fra denne periode præger hende dog resten af livet. Tilbage i England bygger hun et hotel op sammen med Anthony, som hun har et livslangt ven- og partnerskab med. Nu syg og efter mere end 20 år skal hun tilbage til Island igen, rejsen hjem begynder. Det er en ualmindelig velskrevet bog om en kvindes tilsyneladende stille, men dog så begivenhedsrige og til tider dramatiske liv. Der tegnes et meget flot og helstøbt portræt af kvinden Disa, der rummer alle de modsætninger et menneskeliv indeholder. Sprogligt er bogen også en fornøjelse at læse. Det er forfatterens første bog på dansk og den kan varmt anbefales til alle der holder af Binchy, Pilcher og lignende når de er bedst. Den bedste bog jeg har læst endnu i år.