Vi ser først på flere måder, et bål kan opbygges på, og på forskellige typer brænde. Herefter går vi videre til, hvordan man laver mad på bål: på pander, planker og sten samt i gryder og gruber, trækar og ovne. Disse afsnit suppleres med et utal af opskrifter, der ofte anvender planter og bær, man finder i naturen. Efter afsnit om tørring og røgning af fødevarer har forfatteren yderligere ideer til aktiviteter i forbindelse med ild, bl.a. en svedehytte, bålbrændt ler i mile og rakuovn, ideer til oplæsning, hjemmelavet tegnekul og stenalderlim. Bogen fremtræder pæn og indbydende, og den tospaltede tekst brydes af små og store farvefotos. Teksten, der sprogligt henvender sig til lederne, ikke til børnene selv, er nogle steder lidt kantet, men forfatterens engagement skinner klart igennem. Bålkogebogen (2003) og Mad i det fri (2002) er generelt lettere tilgængelige, hvis man kun ønsker egentlige kogebøger; denne bogs force er, at den også indeholder andre ideer til aktiviteter med ild, og at den lægger stor vægt på det enkle og primitive. Den henvender sig primært til spejderledere, men kan også anvendes af andre fra ca. 13 år, f.eks. lærere, i forbindelse med lejrskole og friluftsliv.