En lille bog om indbyggerne i det Amerika, som endegyldigt forsvandt i forrige århundrede og som nu lever i myterne, filmene og i legene, som man kan hente lidt inspiration til her, hvis man er omkring 11 år. Først kommer et afsnit om indianernes verden, 2 sider om det historiske perspektiv, en slags ordliste opbygget alfabetisk som fortæller løst og fast om indianerkulturen, lidt flere emnesider, en række indianske myter og så anvisninger på at lave en bue, en tipi, tegnsprog, sporudlægning og en totempæl. Afsnittet om de hvide er bygget op omkring cowboys, principielt som det om indianerne, men mindre og i steder for myterne lidt om berømte personligheder fra tiden incl. Lucky Luke! Til sidst forslag til en fest med indbydelseskort, udklædning, dans, leg og madlavning. Det hele er illustreret med naivistiske farvetegninger, som nok er illustrative, men også temmelig livløse. Bogen er venlig, men uden saft og kraft og anvisningerne ind imellem lidt upræcise som f.eks. "dekoreres med indianermønstre", ligesom teksten bærer en del præg af sin mellemeuropæiske oprindelse i sprog og emnevalg. Der findes mange andre velegnede bøger med lignende indhold, eksempelvis De nordamerikanske indianere fra 1996 og Tipier, mokkasiner og powpow fra 1997 til samme aldersgruppe.