Forfatteren tager afstand til den måske mest udbredte fortolkning af Koranen for derigennem at gøre islam spiselig for læsere med et "vestligt" idealsyn: Hun mener, at det er imod Koranens menneskesyn at tvinge kvinder til at gå med slør og i det hele taget foreskrive bestemte klædedragter, ligesom de såkaldte islamiske landes kvindesyn og patriarkalisme ikke kan finde belæg i Koranen. Disse landes politiske og religiøse ledere - hovedsagelig mænd - har misbrugt Koranen, bl.a. ved at tiltage sig eneret på at udlægge skriften. Forfatteren opfatter Koranen som en højaktuel menneskerettighedserklæring og vejledning i takt og tone, og opstiller et andet sæt regler for et samliv i overensstemmelse med Koranen. Hun bygger sin fortolkning af Koranen på korancitater og eksempler fra islams historie. Bogen er letlæst; fuldt udbytte af de mange henvisninger til Koranen kræver dog, at læseren enten er godt kendt med denne, eller har et eksemplar liggende. Forfatteren er kendt både for at være den dansker, der for over femten år siden konverterede til islam, og for flere bøger og artikler om islam med en uortodoks holdning til Koranen.