Bøger / skønlitteratur

Jacquelyn Kotarac


Beskrivelse


Samling, der med små prosatekster fortæller, kommenterer og fortolker med en poetisk tone, en grum virkelig kriminalhistorie om forsmået kærlighed.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. juni 2013

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 28. juni 2013

Målgruppen er lyriklæsere, der søger udfordringen i en anderledes samling. Kan i undervisningssituationer måske bruges som eksempel på hvad en digtsamling eller samling af tekster også kan være.

Jeg indrømmer gerne, at det kræver både flere gennemlæsninger og et par søgninger på nettet før det går op for mig, hvad denne utraditionelle samling handler om. Men det gør bestemt ikke ideen med tekstsamlingen mindre spændende. Jacquelyn Kotarac, der giver samlingen titel, bliver i 2010 fundet kvalt til døde i sin tidligere kærestes skorsten. Bag dette grumme fund gemmer sig en historie om forsmået kærlighed, der tilsyneladende får en højtuddannet læge som Kotarac til simpelthen at forsøge at tiltvinge sig adgang til ex-kærestens hus gennem skorstenen, hvor hun så kvæles i forsøget. Samlingens små prosatekster fortæller simpelthen en nærmest absurd krimi-historie fra den verden vi kalder den virkelige. Samlingens tekster er todelte, hvor hver side øverst har en tekst, der så længere nede på samme side kommenteres i et forsøg på at opklare sagen af en kommentator, der måske er en tidligere patient hos Kotarac. Jeg synes ideen med at tage en absurd virkelig kriminal-historie og forsøge at tolke sagen med en poetisk tone er spændende og interessant gennemført.

Ikke formmæssigt noget at sammenligne med, men udfordrende digtsamlinger er velkendte fra samme forlag.

En spændende og anderledes samling. Biblioteksrelevant på større bibliotekers lyrikhylde.