En meget omfattende og grundig bog som på et videnskabeligt grundlag fortæller om bondegårdens udvikling de sidste 100 år. Der er en del teori, men fag- og fremmedord er forsøgt undgået, og indholdet er relativt letlæst. Den behandler ikke kun bygningerne, men i lige så høj grad haverne og resten af gårdens omgivelser. Teksten er underbygget med et righoldigt og varieret illustrationsmateriale. Der er gamle sort/hvide fotos og tegninger, nye flotte farvefotos og spændende skitser til at illustrere udviklingen. Der er også mange historiske tegninger af bl.a. haveplaner. Begge forfattere er etnologer, Helle Ravn har bl.a. skrevet Havetid, 2000, om udviklingen i almindelige danske haver. Undersøgelsen dækker primært det 20. århundrede, men trækker linjerne tilbage til begyndelsen af andelstiden. Perioden efter 1945 er særdeles godt belyst og føres helt op til i dag. Der er virkelig tale om nyt stof og nye synsvinkler. Undersøgelsen tager udgangspunkt i 3 områder: Viborgegnen, Vestfyn og Als. Her beskrives grundigt en række gårde som eksempler. Målgruppen er både de som arbejder fagligt med emnet, og almindelige interesserede. Der sluttes med noter, liste over besøgte gårde og en ekstrem stor og meget brugelig litteraturliste.