Charmerende billedbog til de 3-7-årige og ikke mindste deres voksne.
Forfatter/illustrator kendes efterhånden fra flere billedbøger. Her er hun tilbage med en charmerende og skøn fortælling om en lille lyserød gris på togrejse. Grisen rejser via tegnerens hånd, fordi det er her igennem vi på første side møder grisen Johanna. Grisen får en lidt dramatisk togrejse, da en ulv dukker op, men heldigvis kan grisen gå i dialog med tegneren og få lavet historien om, ved at bladre tilbage i historien og tegne om! Historiens illustrationer skifter imellem farverige douce illustrationer til s/h, når det er tegnerens hånd vi følger. En sjov og humoristisk måde at formidle en historie på. Illustrationerne er udført i blandingsteknik af akvarel og farvekridt. Dyrene er menneskelignende og udtryksfuldt skabt. Farver og former er realistiske og naturalistiske, og illustrationerne bidrager både til stemning og humor i historien og gør figurerne umiddelbart lette at identificere sig med. Billederne er originale og velbeskårne med spændende billedvinkler og i forskellige størrelser. Som i flere af illustratorens bøger, har illustrationerne en svag lighed med Wolf Erlbruchs i Muldvarpen der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved.
Der er mange billedbøger om fantasi og virkelighed, men ingen der fortolker og fremviser det på denne måde.
En charmerende billedbog, der giver overraskelser når den læses. En bog med mange detaljer for både store og små læsere.