Denne bog er et forsøg på at opstille en række psykologiske portrætter, hvoraf kun ét, moderens, kan siges at være lykkedes rigtigt. Hun fremstår bitter, frustreret og rodløs. Denne sidste egenskab går igen hos alle romanens hovedfigurer. De forstår uden undtagelse at lave ét stort rod ud af deres liv, uden at romanen egentlig lader os forstå hvorfor og hvordan. Ser vi væk fra to af personerne, Micheles gode ven, den altid flinke og hjælpsomme homofile Osvaldo og Angelica, Micheles forstående og varme søster, har romanens hovedpersoner yderligere en ting til fælles: de er egoistiske, selvglade og usympatiske næsten helt igennem. Bogen er som titlen indicerer en brevroman. Det er nok derfor, de fleste af de psykologiske portrætter ikke fungerer, for brevene er ikke formuleret på en måde, som får læseren til at tro, at de er skrevet af flere forskellige personer. Alt i alt må dette betegnes som en velskreven, men ret uinteressant bog med et persongalleri, der aldrig rigtig bliverlevende.