På et letforståeligt og alligevel tilstrækkeligt nuanceret dansk fortælles historien om Selim og Lene. Selim er albansk flygtning, han har været i Danmark siden 1989 og er nu ingeniørstuderende. Vi møder de to unge midt i 90'erne, hvor der er uro på Balkan, og Jugoslavien er under opløsning. Lene er sygeplejerske og møder Selim til en fest hos en veninde. Hans situation midt mellem to kulturer beskrives godt, der fokuseres på det positive, og skildringen af forelskelsen og den forsigtige tilnærmelse mellem de to fungerer fint. Lene og Selim bliver gift, og da han efter endt uddannelse tilbydes et job ved et dansk hjælpeprojekt i Albanien opstår den uundgåelige kulturkonflikt bl.a. om forældrenes rolle. Der er et stort behov for gode letlæselige bøger på dansk som denne, bogen er også velegnet til undervisning i dansk for tosprogede, og kan også fint bruges ved specialundervisning for voksne. Historien virker realistisk og vedkommende, og fortsættes i: Sammen ude.