Forfatteren kender vi på dansk fra velanmeldte titler Den tid det tager, Uge 43 og Præsten 2001-2005. Alle skarpe og ofte knugende psykologiske billeder af søgende mennesker. Denne nyeste er en samlet udgave med 2 tidlige værker, 2 små romaner, der begge handler om kærlighed mellem mor og barn. En kærlighed, der kan give både skæve og skæbnesvangre resultater. Bogens første: Kærlighed blev i Norge betragtet som forfatterens egentlige gennembrud i 1997 og var sammen med denne bogs andet værk: Så sandt som jeg er virkelig, 1999 med til at give forfatteren "Sult-prisen" i 1999 som en af 90'ernes unge prosamodernister. Ørstavik skriver på en måde, der virkelig går under huden på læseren, et enkelt og på overfladen nemt sprog, men så går det op for en, at der er gysende kulde under det hele. I Kærlighed portrætteres med fortælleteknisk genialitet en enlig mor og hendes 9-årige søn, her bliver med frygtelige konsekvenser ismuren ikke nedbrudt mellem de to, moderens behov står i vejen. I Så sandt som jeg er virkelig bliver den voksne datter bogstaveligt lukket inde af den kærlige mor, datteren kommer hermed for sent til måske resten af sit liv. Det er triste fortællinger, Ørstavik skriver, og de stiller krav til sin læser. Hun bliver sammenlignet med Woolf, Sarraute og Duras, men jeg synes, man også hører en meget skandinavisk tone.