Kom med på en flodpram på Hudsonfloden i New York i 1950'erne. Her fortæller heroinmisbrugeren Joe Necchi om sit liv. For dig som har mod på en meget anderledes og udfordrende læseoplevelse.
"Kains bog er en anti-roman. Den bekymrer sig ikke om plot eller handling. I stedet undersøger den det stofomtågede sind og beskæftiger sig med et filosofisk spørgsmål". Sådan skriver litteraturforskeren Kasper Opstrup i sit forord til denne bog som oprindeligt udkom i 1960, men som nu udkommer for første gang på dansk. I samme forord karakteriserer Opstrup bogen som et mix af selvbiografi, dagbog og fiktion og som en forløber for vor tids "autofiktion", hvor det er svært at skelne forfatter fra hovedperson. Således også i denne bog, hvor hovedpersonen er Joe Necchi og forfatteren er Alexander Trocchi. Joe Necchi er også i gang med at skrive "Kains bog". Han siger fx til én af de andre på prammen om sin bog: "Jeg skrev den til os. Det er en grundbog for narkomaner og andre muldvarpe". Bogen blev Alexander Trocchis eneste udgivne værk. Han levede 1925-84 og var en skotsk beatforfatter. Forlaget fortæller, at han i 1960'erne kaldte sig selv en "kosmonaut af det indre rum" og at han i øvrigt sagde han "primært var inspireret af sodomi".
Svær og utilgængelig roman, hvor det som forordet siger, er umuligt at få hold på plot eller handling.
Andre beatforfattere er fx William S. Burroughs eller Jack Kerouac.