Bogen kan anvendes til samtale om det at miste, om savn, om de gode minder om en mistet person. Eller bare til almindelig nydelse - især for de flotte illustrationer. For børn på 3-6 år.
Engelske Jo Empson debuterer som illustrator og forfatter med denne billedbog med emner som tab, gode minder, kreativitet og måske hvordan kunsten kan gøre tilværelsen mere behagelig og sætte den i perspektiv. Kanin bor i skoven og elsker at male og spille musik. En dag er han der ikke mere. De andre savner den glæde, han spredte. De opdager, han har efterladt sine malegrejer og musikinstrumenter til dem. De tager det hele i brug og mindes på den måde med glæde Kanin. Illustrationerne er meget farverige - på nær skildringen af den første tid uden Kanin - og meget flotte. Især gengivelserne af malerklatter og mønstre er meget flotte. Brugen af kaniner og ikke mennesker skaber i bogen en passende distance til bogens lidt "tunge" emne om savn og tab. Empson skriver på sin webside joempson.co.uk, at hun har som ønske at lave smukke bøger med dybde og mening. Det må siges at være lykkedes ret godt med denne bog.
Til evig tid (03/47) af Alan Durant er en nogenlunde tilsvarende bog om savn og minder - også med dyr som aktører. Marie og bedstemor (12/09) handler også om at miste, men er for en lidt ældre målgruppe.
Vellykket billedbog om savn, tab, minder og kreativ udfoldelse for 3-6-årige af debuterende engelsk forfatter/illustrator.