Bøger / skønlitteratur til børn

Karl kan godt


Beskrivelse


Billedbog. Karl er meget klodset, og hans mor skælder altid ud. En dag gør en kat ham opmærksom på alle de ting, han er god til, og det forandrer hans hverdag.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. aug. 1998

af

af

Inger Aarup-Kristensen

d. 17. aug. 1998

Karl er mere end almindelig klodset, og det går hans mor på nerverne. En dag gør en talende kat ham opmærksom på alle de ting, som han er god til, og det bliver et vendepunkt i hans liv. Budskabet til den voksne oplæser er meget tydeligt. "Husk at rose barnet for de ting, det kan. Selvtillid styrker evnen til at lære nyt." Om de 3-6-årige får fuldt udbytte af handlingen afhænger af, om den voksne tager en snak om, at alle børn er gode til noget. Emnet er ret alvorligt, men billederne er holdt i glade farver, og Karl er selv en lille rødkindet dreng, så billedsiden er mere glad og positiv. Karl er således altid i selskab med en bamse, som med sjove attituder tager brodden af hans mange uheld. Moderen ses overhovedet ikke på billederne, men det er også let nok for børnene at forestille sig hendes ansigtsudtryk, når hendes bebrejdelser gengives i teksten. Forsiden, der viser Karl med tøjet forkert på og plaster flere steder på kroppen, sammenholdt med den optimistiske titel, passer præsis til indholdet, og vil også tiltale målgruppen. Med den rette formidler/oplæser vil bogen være god som optakt til en snak, især i børnehaven, men også på den hjemlige sengekant.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. aug. 1998

af

af

Hans-Christian Uth (skole)

d. 17. aug. 1998

Karl er det håbløse barn, som altid kommer galt afsted. Dette beskrives i tekst og billeder i bogens første halvdel, hvor moderens tanker og udsagn om Karl gengives i firdobbelt skriftstørrelse: "Kan du da ikke lære at passe bedre på?" - etc. Midt i bogen møder Karl en meget forstående kat, som overbringer ham budskabet: "Karl kan godt!", og resten af bogen er eksempler på, at Karl faktisk kan udrette ting uden at komme til skade - næsten! Også i anden halvdel af bogen er de centrale udsagn sat med meget store typer. Bogens illustrationer er episodiske, tegneserie-agtige, sjove tegninger med mange finurlige detaljer. Gennem hele bogen er baggrundsfarven svagt gul, hvilket bevirker at de stærkt farvede tegninger bringes i harmoni med en fed, afrundet typografi. Man kan begræde, at der skal udgives bøger om at vores børn trods alt kan klare noget - men her er det nu gjort morsomt og finurligt for indskolingsungerne. Omslaget signalerer indholdet tydeligt og indbydende: sjov, frækhed og finurlighed.