Olga Sedakova voksede op i et poesibegejstret Rusland med fokus på "estradepoeter" som "charmetrolden Jevtusjenko", som oversætteren Mette Dalsgaard udtrykker det i sin udmærkede præsentation af den russiske digter. Sedakovas egen lyrik er der dog ikke meget estrade over; Sedakova er klassisk skolet, og hendes poesi er først og fremmest inspireret af de store russiske digtere. Den kristne religion og erindringerne fra barndommen er et par andre oplagte inspirationskilder for Sedakovas på samme tid lavmælte og højstemte digte, som ind imellem flammer op i kraftfulde opfordringer til at gribe øjeblikket og leve her og nu. Olga Sedakovas lyrik er rig på eksistentielle refleksioner og overvejelser over kunstens væsen, og ordet "sjæl" optræder ganske ofte i teksterne. Vigtigst er dog kærligheden, og samlingens længste digt, der også har lagt navn til digtudvalget, rummer en intens lovprisning af kærligheden som tilværelsens inderste mening. Mette Dalsgaards oversættelse af den russiske originaltekst, som kan læses på bogens venstresider, veksler mellem bundne og mere frie former, "alt efter hvad det danske sprog nu ville tillade", som det hedder i indledningen - for: "Det må man godt for Olga".