Bourdain er en yngre køkkenchef i New York, men har allerede over 25 års blandet erfaring i branchen. Nu er han køkkenchef på Brasserie Les Halles, men siden starten har han været i stort set alle typer køkkener. Han giver i bogen et portræt af en branche med horrible arbejdsforhold, kriminalitet, sprut, narko, sex og ikke mindst meget blandet køkkenhygiejne. Han lægger ud med en del skrækhistorier men også med gode råd til, hvordan man kan identificere restauranter, der er enten relativt sikre eller det stik modsatte for helbredet. Trods farerne taler han dog for, at man kaster sig ud i at prøve alt, hvad han selv så sandelig også har gjort - og det ikke kun kulinarisk. Et massivt forbrug af stoffer satte en lang årrække hans karriere på stand by, men selv om han i årevis har været clean er bogen absolut ikke endnu en frelst amerikaners livsfilosofi. Det er en hyldest til faget og til livsglæden, den er rasende underholdende og virker hudløst ærlig i sin beskrivelse af det hektiske liv bag gryder og pander, hvor fokus er på at levere varen og ellers alt mellem navle og knæ. Bogen har været bestseller i England og USA og Bourdain har desuden skrevet et par uoversatte krimier på sine erfaringer med mafiaen. Lad os endelig få dem også.