Til børn og unge fra 9 år. Primært til brug i et tværfagligt undervisningsforløb i hjemkundskab og natur og teknik, men bogen er også anvendelig til inspiration hjemme i køkkenet.
Bogen er et resultat af et projekt i Fredericia Kommune, hvor elever fra tre 3. klasser, to udvalgte folkeskoler og Social- og Sundhedsskolen skulle lære at tilberede mad, der tager hensyn til klima og miljø. Efter en projektbeskrivelse følger et afsnit om, hvordan hensynet til klimaet kan tænkes ind i hverdagen med planlægning af indkøb, brug af lokale og økologiske råvarer, med energirigtig tilberedning og med optimal udnyttelse af rester. Opskriftdelen falder i fem afsnit, brød, supper, salater, varme retter og lækkert og sødt, alt tiltalende præsenteret i både tekst og billeder. Undervejs er der faktabokse med yderligere oplysninger om bl.a. CO2-udslippets indflydelse på klimaet. Bogen er illustreret dels med fotos af de færdige retter dels med lette akvareller.
I 2008 udkom Kirsten Skaarups Det kærlige køkken : grøn mad til en sårbar planet, der ligeledes fokuserer på sammenhængen mellem det vi spiser og klimaet. FDB har i 2009 udgivet Klimakogebogen. Begge henvender sig dog fortrinsvis til voksne.
Det er et vellykket resultat af et spændende projekt, der her bliver præsenteret for en større offentlighed, men måske skulle volume 1 og 2 være samlet til en udgivelse, da det tynde hefte let drukner i mængden af kogebøger.