Bøger / skønlitteratur / dramatik

Komedianten : et skuespil om Molière


Beskrivelse


Skuespil om Moliére og en rivaliserende teatertrups intriger for at ødelægge hans gunst ved Ludvig den 14.'s hof.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Torben Wendelboe

2006

Ernst Bruun Olsens nye drama handler om den geniale teatermand og dramatiker Molière, der døde for 333 år siden. Stykket er bygget op om Molière som den helt centrale person, og om ham står så primært hans skuespiller-trup med den første partner og elskerinde Madeleine Béjart og hans senere kone Armande Béjart. Et rivaliserende teater søger at sætte Molière ud af spillet og ødelægge hans gunst hos kong Ludvig den 14. ved at udsprede det rygte, at Armande i virkeligheden er hans egen datter med Madeleine, og det giver en del bryderier i dette drama. Omkring Molière er også så at sige samlet et udpluk af de dramatiske personer, han skabte, og også de agerer. På den måde får Bruun Olsen skabt et stort spillende kalejdoskop, hvor Molières liv og værk bliver ét, og hvor replikkerne skifter fra prosa til heksametre, fra aleksandrinere til frie rimede vers: "se! hvor uhyggen breder sig - mærker I gyset / når skabagtige pyntekrukker kvæler lyset / når u-naturen tér sig - fordummer frivol / og skygger for naturens velsignede sol", som Bruun Olsen lader Molière udtrykke sin kunstneriske stræben. Stykket er en hyldest til Moliére, til skuespilkunsten og teatret, hvis sceniske muligheder er en del af spillet. Endnu en flot dramatisk satsning fra den store dramatiker til anvendelse som de øvrige.