Bogen henvender sig til en bred målgruppe. Den kan selvlæses fra ca. 11 år. Den kan med udbytte for tilhøreren læses højt noget tidligere; fra ca. 7 år.
Forfatteren har gennem mange år været en flittig skribent af tekster skrevet i et letlæst sprog, som er beregnet fra 11 år - således også denne. Den er 2. udgave af Kon-Tiki : rejsen over Stillehavet, 2005. Den handler om Thor Heyerdahls spændende og farefulde sejlads på 101 dage fra Peru til Polynesien. Han ville bevise, at det kunne lade sig gøre at sejle turen på en tømmerflåde af balsatræ. Han mente, at man gjorde det i oldtiden. Bogen indledes med, hvordan Heyerdahl skaffer mandskab og afsluttes med velkomstfesten på Raroia. Hovedhandlingen er selve turen - med og uden papegøje. Handlingen er spændende at læse. Der er både farerne, hyggen og morskaben med. Der er 21 overskuelige kapitler. Sproget er let at læse. Layoutet er med tydelige og store typer og mange afsnit. Forrest og bagest er der kort over turen. Bagest er også en beskrivelse af de enkelte besætningsmedlemmer, flåden og et foto af Heyerdahl.
Denne 2. udgave adskiller sig ikke meget fra den første. Der er tale om lidt større teksttyper, "grovere" papir, og visse steder lidt mere uddybende forklaringer. Forsidebillede og bagsidetekst er identiske.
Historien er spændende og interesserer mange børn. Det er yderst godt, at børn, der ikke selv kan "tygge" sig igennem Heyerdahls oprindelige version, med denne får et vellykket alternativ.