For læsere af militære dokumentarberetninger.
Forfatteren følger som journalist O'Byrne og hans kammerater på en af krigens uriasposter i Afghanistans bjerge, hvor fjenden sjældent ses men altid mærkes, tøjet slides i laser, aldrig skiftes eller vaskes og forholdene er primitive som en huleboers. En anderledes indfølt krigsbog som bevæger sig omkring, fanger og analyserer krigens mekanismer, psykologien hos enkeltindividet og i gruppen. Vi går tæt på og følger i myreperspektiv og vidvinkel soldaternes baggrund, tanker og reaktioner, når kammeraterne lemlæstes eller dræbes, er tæt på lokalbefolkningen enten i forhandling eller konfrontation og konfronteres med sorgen og trøstesløsheden. Bogen er i sin vinkel på emnet universel, anderledes og meget overbevisende i sin fremstilling vel at mærke uden at give køb på spænding eller dramatik. Dette kunne være et bud på BOGEN, der blev stående om netop denne krig. Desværre lever den danske bearbejdelse ikke op til disse kvaliteter. Den virker knudret, præget af sit forlæg mht. sætningsopbygning, ligesom der forekommer ord, der ikke normalt indgår i dansk sprogbrug fx småsmil og raketbeskyde.
Af Junger også Den fuldkomne storm. Om Afghanistan desuden den lignende danske I morgen angriber vi igen.
En anderledes journalistisk krigsbog om Afghanistan, som uden at give køb på dramatik og spænding formår at komme bag krigens vilkår og soldaternes psyke. Desværre devalueres de litterære værdier noget af en ofte knudret bearbejdelse.