Forfatteren er cand.scient i idræt og fransk og har en ph.d i bevidsthedsændrende teknikker fra 1992. Bogen er en bearbejdning af hendes Krop, energi og bevidsthed, 1993. Ifølge forfatterens forord er de fleste afsnit revideret, nogle helt skrevet om, andre er taget ud og nye kommet til. Forfatterens ærinde er helhedsbevisthed: mennesket er forbundet med verden gennem krop, tanke, følelser og bevægelse. Vores opmærksomhed på, om vore handlinger er livgivende for alle, de berører, er en af livets vigtigste fordringer. Det kræver et levende sanseapparat og dermed en levende krop. Det er i kort form det filosofiske udgangspunkt for bogen, der leverer en række øvelser og forslag til træning i, hvordan man opnår optimalt energiflow. Det er østens filosofi og menneskeopfattelse, der står i centrum med bl.a. træning i meditation, visualisering og tao-qi, der, så vidt jeg kan se, minder mest om qi gong. Det, at et dank universitetsmenneske beskæftiger sig seriøst med de østlige opfattelser, gør bogen anderledes. Bogen fordrer et vist niveau af læseren, som da også får valuta for sin indsats. Bogen er primært henvendt til fagfolk indenfor kropsuddannelserne og bevægelsesfagende samt terapeuter, sekundært for udøvere og klienter.