Filmen henvender sig til et bredt publikum, primært voksne. Både kendere af Kurt Wallander og krimigenrens mange fans vil få glæde af filmen.
En motorcyklist findes myrdet, og sporene fører til den lokale motorcykelklub og tidligere leder af klubben. Kurt Wallander kaster sig over sagen med vanlig ildhu, men det viser sig, at motorcykelklubben er i lommen på en narkoring, der forsøger at sætte sig på områdets narkohandel. Da en politiaspirant bliver overfaldet i sit hjem, går det op for Wallander og co., hvor alvorlig sagen faktisk er. Filmen er bygget over en af Henning Mankells mange krimier, der hører til i den klassiske ende af genren.
Filmens opbygning og plot minder på mange måder om DR tv-serien Rejseholdet, 2000. Der er lavet en række film og tv-serier på både svensk og engelsk om Mankells Kurt Wallander. I 2005 blev der lavet 13 svenske film, og i 2008 blev det besluttet af lave endnu 13 film på svensk. Kureren er en del af denne produktion.
Gedigen krimi om Kurt Wallander, som vil have et bredt publikum blandt dem, der er glade for både Henning Mankells krimier og for genren generelt.