Bogen er til inspiration for skoleadministratorer og -politikere på alle niveauer fra skoleleder og skolebestyrelsesmedlem til kommunale og statslige embedsmænd og folkevalgte.
Bogens ti artikler, der er skrevet i forlængelse af en konference om erfaringer med den første årgang af de nye indberetninger om skolevæsenet, er fælles om at se de lovbefalede kvalitetsrapporter om de kommunale skoler som et yderligere aspekt af en ny evalueringskultur omkring skolerne. Der er mellem forfatterne enighed om, at se arbejdet med rapporterne i et fremadrettet perspektiv som mulighed for kvalitetsudvikling, men med risiko for, at rapporteringen kan blive forstenende, bagudrettede kontrolsystemer. Forfatterne er fra alle led i den skolepolitiske fødekæde, og de fremlægger ikke bare teorier og tanker til inspiration, men også konkrete erfaringer fra de to første rapporteringsomgange til vidensdeling om både godt og skidt og forslag til procedurer og arbejdsgange. Teksten er overskueligt sat op i mange underafsnit, og sproget er ligetil og konkret. Lang litteraturliste og fornuftigt stikordsregister afslutter.
Der er en stadig strøm af udgivelser om skoleledelse og om evalueringskultur, men denne er den første med den nye kvalitetsrapport i fokus som afsæt til udvikling og forbedring af grundskolens undervisning.
For alle med ledelsesansvar i skolesystemet er bogen en væsentlig samling af overvejelser og erfaringer rettet mod at se muligheder og nytteværdi i arbejdet med kvalitetsrapporterne.