Boris Boll-Johansens debutroman er historien om den unge Kvik, 'den mystiske vandrer fra Vesterbro', der som en moderne flanør tager tidens puls på sin rastløse vej gennem byens gader,supermarkeder, cafeer og biblioteker. I det troldspejl forfatteren holder op for læseren og sin samtid opleves byens skyggesider og dekadence. København er i romanens univers et sindbillede på heleden moderne forvirring, men også et eventyrligt sted, der er gjort af det samme stof som drømme gøres af. Hovedpersonen er endnu en i den række af desperadoer og hærværksmænd, som der er en langtradition for i dansk litteratur, et forsøg på at nå bunden, men samtidig også et ungdommeligt opgør med middelmådigheden og det gennemsnitlige voksenliv som går ud på 'at kede sig tilstrækkeligtpå forhånd så man var rustet til døden'. Det forløsende og kunstnerisk vellykkede ved romanen består imidlertid i, at forfatteren ikke blot vender blikket og vreden indad, men forholder sig ironiskgennemskuende til sig selvog sin egen rolle og gør det i et sprog som er fyldt med kraft og energi. Vreden og desperationen har BBJ til fælles med andre unge forfattere i dansk prosa lige nu, menhumoren og ironien bidrager til, at han alligevel taler et andet sted fra.