Sød, varm og meget vedkommende for aldersgruppen er denne lille letlæste roman, der henvender sig til halvstore børn. Emnet er den vanskelige pubertet, hvor man er usikker på sig selv og bange for ikke at være som de andre. Hovedpersonerne er Jacob og Rosa, som nu bor langt fra hinanden. De har begge mindreværdskomplekser, fordi de ikke er så fysisk veludviklede som kammeraterne. Deres forældre er venner, og de to familier skal holde ferie sammen. Jacobs storesøster og Rosas storebror har besluttet, at de vil have deres sex-debut på den tur. En aften, forældrene er ude at more sig, bliver Jacob og Rosa, der indtil nu ikke rigtig har været på bølgelængde, tvunget til at bo sammen. De finder den gamle melodi, og i fortrolighed får de indsigt i hinandens problemer og er utroligt lettede. Emnet er behandlet positivt, og der tales åbent om dele af sexlivet, som store børn har brug for at vide noget om. En god forside, overskuelige afsnit, store typer, stor linieafstand og korte sætninger gør bogen indbydende og let at læse for målgruppen. Fra 5. klasse.