Lazaretto

"Alt i alt er Lazaretto et flot eksekveret miskmask af Whites forkærlighed til den traditionelle følte folkemusik og den mere iltre og motoriske garagerock fra fødebyen Detroit, men der mangler godt nok lidt af den spontanitet, der gjorde forgængeren Blunderbuss til en øjeblikkelig klassiker".

"Alt i alt er Lazaretto et flot eksekveret miskmask af Whites forkærlighed til den traditionelle følte folkemusik og den mere iltre og motoriske garagerock fra fødebyen Detroit, men der mangler godt nok lidt af den spontanitet, der gjorde forgængeren Blunderbuss til en øjeblikkelig klassiker".

"De store viltre guitarudladninger og arrangementsmæssige krumspring er der ingen af. Og selv om de sikkert er tænkt sådan, er sangene bare ikke stærke nok til at holde interessen i kog. Whites trick er, at han - når han er bedst - kan få fortiden til at lyde helt frisk. Det er aldrig en 1:1-kopi men derimod en unik syntese af ærkeamerikanske traditioner. Selv om alt ikke holder samme høje niveau, så er der trods alt masser af stunder, hvor han lykkes med sit foretagende her".

Læs anmeldelse

"De store viltre guitarudladninger og arrangementsmæssige krumspring er der ingen af. Og selv om de sikkert er tænkt sådan, er sangene bare ikke stærke nok til at holde interessen i kog. Whites trick er, at han - når han er bedst - kan få fortiden til at lyde helt frisk. Det er aldrig en 1:1-kopi men derimod en unik syntese af ærkeamerikanske traditioner. Selv om alt ikke holder samme høje niveau, så er der trods alt masser af stunder, hvor han lykkes med sit foretagende her".

Læs anmeldelse

"Jack White holder til i countrybyen Nashville med hus, indspilningsstudie og pladeselskab, og forbindelsen til den gode gamle amerikanske musikstil er evident på "Entitlement" og "Temporary Ground", mens "That Black Bat Licorice" swinger mere groovy og sejt end de fleste rock-og popudgydelser. »I drink gasoline," synger White et sted: Nej! Men han brænder for sagen - og igennem - på det nye opus".

"Modsat de korte og intense indspilninger, som prægede excentrikeren Whites tidlige og spontant hvinende White Stripes-album og sådan set også solodebuten 'Blunderbuss' for to år siden, har White denne gang brugt flere måneder på de 11 sange, der nu eksploderer dybt ned i bluesrockens tidslommer på 'Lazaretto'. Det lange træk har ikke fjernet White fra den traditionsbevidste tilgang, men det har skabt et vovet album, der sprudler af melodier og sitrer af påtrængende lyde i alle krogene. Den normalt så stramme stilist, der har iklædt alle sine ansatte på Third Man i gul, sort og hvid som et popkulturelt genoptryk af Mondrian, tager ganske enkelt chancer, der er langt fra de simple riffs, han blev kendt for".

"Modsat de korte og intense indspilninger, som prægede excentrikeren Whites tidlige og spontant hvinende White Stripes-album og sådan set også solodebuten 'Blunderbuss' for to år siden, har White denne gang brugt flere måneder på de 11 sange, der nu eksploderer dybt ned i bluesrockens tidslommer på 'Lazaretto'. Det lange træk har ikke fjernet White fra den traditionsbevidste tilgang, men det har skabt et vovet album, der sprudler af melodier og sitrer af påtrængende lyde i alle krogene. Den normalt så stramme stilist, der har iklædt alle sine ansatte på Third Man i gul, sort og hvid som et popkulturelt genoptryk af Mondrian, tager ganske enkelt chancer, der er langt fra de simple riffs, han blev kendt for".

"Jack White holder til i countrybyen Nashville med hus, indspilningsstudie og pladeselskab, og forbindelsen til den gode gamle amerikanske musikstil er evident på "Entitlement" og "Temporary Ground", mens "That Black Bat Licorice" swinger mere groovy og sejt end de fleste rock-og popudgydelser. »I drink gasoline," synger White et sted: Nej! Men han brænder for sagen - og igennem - på det nye opus".