Vi befinder os i år 2004. I Fay Weldons farceagtige fremtidsvision sidder fortælleren, en lille gammel mand i hvide gevandter, under Templets, det tidligere British Museum's, hvælvinger, oglytter til elektroniske gengivelser af de afdødes stemmer. Han er præst i DSNFR, hvilket vil sige Den Store Nye Fiktions-Religion. De gengivne signaler stammer fra Gabriella Sumpters spøgelse, enafdød dame af aristokratisk oprindelse, men uden arvede midler, som nu meddeler eftertiden sine ret så barske leveregler for omgang med beundrere, elskere, og økonomi, og indimellem også praktiskeråd angående tøjrensning og deslige. Hendes liv har udspillet sig i et køligt samfund, hvor kærlighed i lighed med det meste andet er en handelsvare. Den afdøde er en typisk robust og vittigWeldon-heltinde, og det hele har nogen lighed med den mere nutidige scene, hvor forfatterens øvrige romaner udspiller sig. Der er efterskrift af Bo Green Jensen. En velskrevet og satirisk bagatel,der henvender sig til dendel af Fay Weldons store publikum, der har sans for hendes mere fabulerende side.