I 2000 kom Solen er en fed gud hvor Adam havde travlt med at blive voksen. Det positive dominerede. I andet bind er målet at bremse det at blive voksen, at genfinde barnet i sig selv. Her dominerer det depressive, uden at det bliver tragisk. Fokus er mindre på Adam, mere på venner, kæreste, søster, svoger og ikke mindst forældrene der alle synes opgivende og depressive. Som en anden Don Quijote, tager han kampen op og indgår væddemål med månen som han anser som den skyldige. Om han vinder, er lidt uvist, men han sætter ting i gang der giver alle livsmodet tilbage, og selv modnes han. Adam, næsten 17 år, fortæller i dagbogsform over 20 dage. Stilmæssigt låner han fra mange genrer, fx eventyr og roadmovie, det gør teksten lidt ujævn. Han breder sig, og vejen er lang, men man er godt underholdt undervejs, og bliver grebet at stemningen. Adam fortæller i et friskt sprog, fyldt med lyde og flotte billeder. Han har blik for særheder og overdrivelser, og han har humor og selvironi. Han giver rammende udtryk for den fremtidsdepression som rammer mange unge i en periode, og hans vej ud af den er usædvanlig og original. Både personer og omgivelser er varieret og levende beskrevet, og de blå farvetoner på forsiden af ungdomsbogen slår tonen an.