Inspirerende bog for børn og voksne i alle aldre, når man skal male magiske masker til teaterforestilling, fastelavn eller Halloween. Forfatteren viser 20 modeller, der udfra egne drømme og ideer, får ansigt og hår malet og sprayet i alle regnbuens farver. Hun lægger op til, at børnene bruger fantasien og selv tegner et forslag til maske på papir, som de senere, afhængig af alder og sværhedsgrad, kan hjælpe hinanden med at dekorere med sminke på vandbasis. Bogen har forrest et afsnit i tekst og foto om materialer: glimmer, penseltyper, svamp, sminke- og hårfarver. Der er en lille farvelære, og hvordan masken fjernes. Herefter følger 20 opslag, hvor modellen er fotograferet med den færdige maske på v-siden. På h-siden er en trin- for trin vejledning, hvordan masken tegnes og males. Teksten kan elever fra 4. kl. selv læse. Udvalget varierer fra søde masker til de mere frygtindgydende. Der er ideer til sommerfugl, spiderman, boxerhund, bambi, dinosaur, Frankenstein, løve, zebra, skovalf, alien, heks, skelet, Batman, gammel mand, fin dame m.fl. Bogen supplerer lignende bøger bl.a. Flotte fjæs og morsomme masker (1992), Special effects (1998), Halloweenbogen (2001) og Mal en maske (1998). På omslaget er vist flere af bogens modeller.