Cand.scient.pol. og projektleder ved Ugebrevet Mandag Morgen, Nikolaj Bøgh har samlet og redigeret dette udvalg af Jens Otte Krags mange taler og artikler. Efter en kort biografisk indledning bringes i kronologisk orden 33 indlæg af Jens Otto Krag fra årene 1948-1978 med Bøghs uddybende og perspektiverende noter. Krags taler - blandt andre radioforedrag, åbningstale, nytårstale, kongrestale, 1.maj-tale, grundlovstale - belyser såvel dansk og international politik som Krags politiske udvikling fra handels-, økonomi-, arbejds- og udenrigsminister til statsministerposten. Mennesket Krag skjuler sig - specielt i talerne - bag politikeren Krag, der i bogen fokuserer ikke så meget på dagsaktuelle problemer som på de store linjer i Danmarks Europapolitik, NATO, demokratiets udvikling og Danmarks økonomiske og politiske forhold i årene 1948-1972. I avisartiklerne fra 1972-1978 møder læseren en mere afslappet og kunstnerisk interesseret forhenværende statsminister. Alle afsnit bærer præg af Krags prægnante sprogfornemmelse og politiske engagement. Om Krag findes - foruden Krags egne bøger - Niels Martinov: Jens Otto (1986) og Krag - som vi kendte ham (1978).