God bog for børn fra slutningen af 2. kl. om problematikken ved at holde dyr, der senere skal spises. I Morten og Stinas familie får man 4 gæs. Allerede ved indkøbet af de 4 meget små og søde dyr bliver børnene gjort opmærksom på, at de skal slagtes til jul. Ret hurtigt bliver gæssene en del af familien med hver deres personlighed. Da julen nærmer sig, har de voksne familiemedlemmer indset, at det også er besværligt at holde gæs. De både spiser og sviner meget. To af gæssene bliver slagtet og stegt juleaften, til børnenes store fortrydelse. Af de to gæs der overlever, bliver den ene syg og dør, og den anden kommer til at bo hos en landmand. Historien er godt og spændende fortalt og underbygges glimrende af Per Tønnes Nielsens illustrationer. Forsiden viser de 4 gæs i hønsegården, og både forsideillustration og bagsidetekst vil appellere til målgruppen. Bogen er i Dingos fremragende layout, gul i letteste sværhedsgrad.