Fantasifulde, symbolfyldte og finurlige illustrationer af Annie Morris præger denne lille bog, så den ved første indtryk mest ligner en højtlæsningsbog for børn. Forfatteren er barnebarn af Roald Dahl og for øvrigt også debutant, hvilket forstærker samme indtryk, men der er tale om noget helt andet. Sophie arbejder også som model i New York, og Sophie og Annies fælles værk er mere en tegneseriebog om eksistentielle livstilsproblemer, som vi kender herhjemme fra Henriette Lind: Nynnes dagbog 2003 og Nikoline Werdelins tegneseriestiber. Den er ikke uden humor, men den er anderledes, og den er samtidigt en poetisk og smuk gammeldags kærlighedshistorie, der udspiller sig i et internationalt kunstnermiljø. Her møder den generte og bly unge pige Pierre - sin første kærlighed: Maleren, Manden med de dansende øjne. Hun bliver hans model og muse, men da han begår en fejl, rejser hun alene til New York, hvor savn og oplevelser modner deres kærlighed. Teksten er sat som strofer og beskriver i en fin sammenhæng med de mange tegninger episoder og følelser med symbolik og varme. En lidt speciel bog, som måske kan blive trendy blandt de unge fra 13 år, især kvinder der holder af, at der sættes billeder på følelseslivets fortrædeligheder.