Billedbogen, der indledes med et forord om masaiernes levevis og problemer i den moderne verden, har den farvede pige Linda som fortæller. Da hun har hørt om masaierne i skolen, føler hun et vist slægtsskab med dem, og læseren præsenteres derefter for episoder fra Lindas dagligdag, der kontrasteres af, hvordan dagligdagen ville have set ud, hvis Linda havde været masaipige. Her vises bl.a. boligforhold, spisevaner, fødevarer, lege, skolegang og forberedelse til fest. Fortællingen slutter med, at bedstemoderen kan lide Linda, uanset hvad, hun er, og at Linda udseende er ens i begge verdener. Det er en varm og dejlig billedbog, der giver et fint indtryk af et barns tanker om mennesker i en anden kultur. Teksten, der kan selvlæses fra 3.-4. kl., understøttes af illustrationerne, der er holdt i bløde, afdæmpede farver, hvor billederne fra Lindas dagligdag er holdt i et blåligt farvevalg, medens masaibillederne er domineret af gyldne og brune nuancer. Billedbogen kan primært anvendes til oplæsning og samtale i indskolingsfasen. Forsiden, der viser Linda løbende efter en masaipige, anslår indholdet udmærket.