Meget letlæst skønlitterær bog om rollespil for de 6-8-årige med et lix-tal på 3,5 og et let-tal på 11. Bogen er velegnet til den allerførste selvstændige læsning samt i forbindelse med faglige læsekurser målrettet begynderlæsningen, hvortil der forefindes opgaver på forlagets hjemmeside.
Max går ned til mosen for at bekæmpe elver. Han møder en elver og besejrer ham, hvorefter de sammen går hjem som venner. En simpel og meget lidt sindsoprivende fortælling. Men for mange 6-8 årige og for svage læsere er det en god læseoplevelse og en succesoplevelse, hvor de opdager, at de faktisk kan læse. Jesper Frederiksen har lavet bogens illustrationer, som er absolut nødvendige for at få det fulde udbytte af selve fortællingen.
Der udgives for tiden virkelig mange bøger med et lix-tal på 3-5, hvilket der længe har været et behov for. Bøgerne findes eksempelvis i serierne Super let ps, Mikro Dingo og Lydret Dingo.
En udmærket meget letlæst udgivelse, som dækker et behov uden at tilføre noget nyt.