Roman for børn og unge fra ca. 10 år. Året er 1352. Overalt i Europa har Døden hærget. Nu har pesten endelig raset ud. Det har været alt for meget, og Døden har overskredet sine beføjelser. Han bliver kaldt til audiens hos ærkeenglen Gabriel og fyret på gråt papir. En afløser i trikot, sort kappe og dansesko bliver sat ind. Samtidig er ridder Clemens på vej hjemad på sin hest Roselil. Han har tilbragt de sidste par år i Rom, fordi han frygtede pesten. Nu er han på vej nordpå. Undervejs slår han følge med pigen Eline, dværgen Willy og munken Elias. Rejsen bliver dramatisk, for Døden er hele tiden i hælene på ridderen og hans venner. Døden er jo nyansat og har et stort ønske om at få en ridder til at træde dødedansen. Netop som alt synes tabt, bliver det lille selskab reddet ved troens og kærlighedens kraft. Døden? Ja, han står til fyring. Det er en fantastisk roman. Ifølge bagsiden dansk vinderbog i Skandinavisk romankonkurrence 2001. Elementer fra historien, gamle myter og kristendommen indgår i en roman fuld af gys, spænding og humor. Der sker de mest overraskende ting fortalt på en underfundig måde. Læseren er revet med på samtlige 176 sider. Sproget er levende og letforståeligt. Et pletskud af en bog. Læs den før din låner. Flot, stemningsfuld forside af Jon Ranheimsæter.