For nogle år siden vakte en dyremishandlingssag opsigt herhjemme: en ged og senere en schæferhund blev slæbt ihjel, bundet til en bil. Denne ækle og autentiske historie har OJ brugt som skeleti endnu en Simon Jorck-krimi. En af personerne, der ved, hvem den skyldige er, bliver så ophidset over dyrenes lidelser, at vedkommende tager sig selv til rette og begår mord: et vidne går sammevej, inden Jorck får opklaret sagen. Politiets arbejde skildres sideløbende med uddrag af morderens dagbog, der er skrevet, så man forstår, at den skrivende er sindssyg. Det er den dårligsteOJ-krimi, jeg har læst: sproget er slapt og sjusket; samtalerne tegner personerne dummere end nødvendigt; handlingen går i tomgang, mens Jorck udveksler vittigheder med sin chef. Plottet har enenkelt overraskelse, men ellers er bogen blottet for spænding, og personernes gentagne gange fremhævede beundring for den geniale Jorck er ganske grundløs. Jeg synes, at bogen er et udprægetvenstrehåndsarbejde.