Men gulvet har ingen mund

Der er langt mellem oversættelserne af ny nordisk lyrik og da slet ikke, når det drejer sig om debutdigtsamlinger. Svenske Linus Gårdfeldt er et spændende bekendtskab og et godt sted at starte.

Ved en første hurtig gennemlæsning er det et traditionelt naturlyrisk univers, der foldes ud i den svenske lyriker Linus Gårdfeldts, (f. 1981), debutsamling fra 2009. Allerede i det første af de korte, men meget billedrige digte, er der imidlertid også noget andet og mere på færde: Jeget lægger øret mod gulvet og hører der nede fra "en stigende brusen af glemte sange,/ et hul i et gulv hvor eventyrene bor". Det eventyr-univers digtene åbner en hemmelig dør til, er et andet end rationalitetens og fornuftens domæne - en tabt oprindelighed og undren, men også et foruroligende univers af mørke og svimmelhed, som rummer noget af alt det fraspaltede og fortrængte kulturen ikke vil kendes ved, eller ikke har udtryk for. Digtene aftegner et sammenhængende forløb, hvor billeder og temaer varieres og indgår i stadig nye sammenhænge, og pendler originalt og stilsikkert mellem refleksion og uskyld.

Bogen er den første udgivelse af fem i forlagets nye Serie V, der indtil videre også omfatter Tomas Espedal: Ly.

En fin, gennemkomponeret digtsamling der med enkle sproglige greb og stærke, markante billeder ridser i rationalitetens og civilisationens overflade. Naturlyrik med plads til både sart, underfundig poesi og skarp kulturkritik.

Læs hele vurderingen