Dejlig og inspirerende kogebog til unge, der lige er flyttet hjemmefra, og som skal i gang med selv at stå for maden. Vi andre kan også sagtens kigge med og lade os inspirere til at variere de kendte travere. Fin forside.
Meldgaard er uddannet inden for ernæring og er madskribent i forskellige blade. Denne hendes første kogebog er foranlediget af hendes egne to store børn, som netop har forladt reden, og som skal i gang med madlavningen. Det er en flot layoutet kogebog med appel til unge mennesker og er bygget op omkring tyve forskellige råvarer. Den enkelte råvare beskrives og bruges i tre enkle opskrifter. Nogle af råvarerne er helt oplagte som fx kartofler, kylling og hakket oksekød, andre er først og fremmest billige som flåede tomater på dåse og hvidkål, mens atter andre som toastbrød og frosne jordbær forekommer at være et specielt valg. Opskrifterne er lige til at gå til, og der lægges vægt på enkelhed, forskellige måder at variere en ret og det at bruge madvarerne helt op. En fin begynderkogebog med mange forskelligartede opskrifter.
Tøsekogebogen og Drengerøvskogebogen fra 2009 er fortsat det suverænt bedste kogebogstilbud til unge nybegyndere. Mit første køkken præsenterer mere enkel mad end disse og indeholder ikke så mange opskrifter, men det er absolut en god og gedigen kogebog, som jeg personligt vil foretrække fremfor fx Nemt og billigt, som er en anden kogebog for unge fra 2009.
Flot, inspirerende og meget anvendelig kogebog for unge nybegyndere i et køkken.