Forf. har tidligere anvendt samme model: Indledningsvis præsenteres vi for hovedpersonerne, overlevende efter verdenskatastrofen. Derefter følger en lang skildring af katastrofen og densårsager. Bogens sidste halvdel omhandler så et idealistisk forsøg på at genskabe det tabte, som mislykkes, hvorefter de sidste overlevende drager bort for at tilpasse sig. -Som altid ligger der etgrundigt forarbejde bag skildringen af katastrofen (her forureningsfremkaldt drivhuseffekt), der derfor forekommer både aktuel og troværdig. Men det virker, som om NEN ikke selv er inspireret afhistorien; først henimod slutningen skriver forf. sig op til det billed-skabende sprog fuldt af fantasi og skønhed, som karakteriserer hans bedste bøger, og kun glimtvis lykkes det at skabe denellers typiske elementære spænding. - En svag bog, i et forfatterskab, som ellers hævder sig smukt i SF-genren.