Fantasifuld og eventyrlig tegneserie om en mus, der er medlem af Musegarden i et land befolket af dyr. For børn fra alderen cirka 10 år.
Musen Celanawe er medlem af Musegarden der er en slags riddere i et kongerige af mus. Da en aldrende slægtning dukker op, må han drage ud på en lang og barsk færd for at finde "Den Sorte Økse", der har været i hans slægts besiddelse igennem mange generationer. Men skoven, søen og øerne omkring museriget rummer mange farer. Første bind i en serie.
Selvom denne tegneseries historie får den til at lyde som en bog for mindre børn, så vil den gravalvorlige historie og det lidt højtidelige sprog nok fungere bedst for større, selvlæsende børn. Der sker også halvbarske ting undervejs. Bogens største styrke er de vanvittigt flotte tegninger, der detaljeret og stemningsfuldt gør det fantasifulde univers levende og troværdigt. Der er megen tristhed undervejs, og det er ikke en bog for læsere, der foretrækker action. Selvom der er mange dramatiske opgør undervejs.
På dansk er Musegarden ret unik, men stemningsmæssigt kan man måske kalde den en mørkere, mindre humoristisk slægtning til Vinden i piletræerne (Ved Birgitte Maj Aagaard).