Mænd med en umættelig appetit på engelske søromaner får nu mulighed for at opfriske historien om mytteriet på Bounty, uden at de behøver at frygte overraskelser - hverken indholdsmæssigt eller stilistisk.
Beretningen om Bountys ekspedition fra England til Tahiti efter brødfrugtplanter, om besætningens glæde ved livet på øen og deres mytteri straks efter, at hjemturen er påbegyndt, er denne gang lagt i munden på en fjortenårig dreng, John Jacob Turnstile, som optræder som Kaptan Blighs oppasser. Bogen er fortalt lige ud ad landevejen, og det er vel dens største svaghed. Historien er velkendt, og når der heller ikke er nogen overraskelser i den måde forfatteren behandler stoffet på, bliver det ind imellem en langtrukken affære.
Mytteriet på Bounty er en af de enkeltbegivenheder i den engelske flådes historie, der er grundigst beskrevet. Ikke kun i faglitteraturen, men også i romaner og film. Denne bog ligger med sin strengt kronologiske opbygning tæt på flere forgængere. Bogen tegner et mere nuanceret billede af personerne og deres motiver end flere tidligere romaner, men det i sig selv er ikke nok til at stikke ud i mængden.
Nøgtern beretning om, hvad der foregik på orlogsskibet HMS Bounty på dets rejse i 1788-1789. Om mytteriet på hjemturen og om de overlevende loyale besætningsmedlemmers fantastiske rejse og redning.