Eiléan Ní Chuilleanáin, (f. 1941), er én af de fire irske lyrikere som for nylig var på oplæsningsturné her i landet, og nu er der også mulighed for at stifte bekendtskab med hendes digte i trykt form. Udvalget medtager tekster fra fire digtsamlinger, heriblandt The Magdalene Sermon som i 1992 var indstillet til Den europæiske Litteraturpris. Titeldigtet sammenfatter et gennemgående motiv i teksterne: rejsen ind i drømmens og underbevidsthedens billeder. Samtidig indgår dette personlige stof i en stadig udveksling med myten og historien, der gør det muligt at opfatte nuet i et større perspektiv. Kulturen er en skrøbelig, kortvarig krusning i forhold til naturens langsomme rytme, som f.eks. i digtet om de gamle bjergveje der efter århundreders brug mister deres greb og vender tilbage til naturen. Sansen for naturens og historiens lange linier, der rammer nutiden og eksistensen ind, er karakteristisk for Chuilleanáins digte - og for irsk poesi i det hele taget. Det er alt andet end lettilgængelige digte, og man havde også gerne set et mere omfattende udvalg af tekster, hvoraf flere tilsyneladende er brudstykker af længere, sammenhængende digtsuiter. Dette er en smagsprøve, som giver appetit på mere.